Nordjylland har ambition om at være international foregangsregion for fremtidens grønne erhverv og demonstrere såvel de store klimagevinster som de betydelige vækst- og beskæftigelsesmuligheder ved at udvikle, samtænke og anvende nye grønne teknologier.
Hirtshals Havn vil være frontløber for denne vision og arbejder målrettet med at understøtte bæredygtig erhvervsudvikling. Genanvendelse af ressourcer fra virksomhederne på Hirtshals Havn gennem cirkulære løsninger er en vigtig prioritet i denne forbindelse.
I indsatsen for at øge cirkulær genanvendelse af ressourcer på Hirtshals Havn sætter vi med projektet SWaP-X fokus på genanvendelse af industrielt spildevand fra rengøring af udstyr til fiskeforarbejdning. Med udgangspunkt i en dedikeret procesvandsledning fra virksomheder på havnen til Hirtshals Renseanlæg er ambitionen at rense procesvandet og genbruge det i andre lokale virksomheder.
Udfordringen
Industrielt spildevand håndteres i dag gennem traditionelle, ofte kemikalietunge rensningsprocesser med et betydeligt CO2-aftryk.
Samtidig er der stigende behov for teknisk vand til nye grønne teknologier som Power-to-X, hvilket øger presset på grundvandsressourcer.
Der mangler dokumenterede, energieffektive og cirkulære løsninger, der både kan reducere klimaaftryk, udnytte overskudsressourcer og skabe værdi på tværs af virksomheder.
Løsningen
Målet er at demonstrere, at spildevand fra procesvandsledningen på Hirtshals Havn kan renses ved hjælpe af varmedrevet membrandestillering – en kendt teknologi, der bruges i bl.a. mejeriindustrien. Produktion af teknisk vand gennem membrandestillering er banebrydende, da teknologien ikke tidligere er brugt til dette formål.
I første fase testes procesvand fra Hirtshals Havn i laboratoriet på Aalborg Universitet, mens fase to af testen foregår på Hirtshals Renseanlæg. På sigt er det planen at processen skal drives af overskudsvarme fra lokale virksomheder såsom fryse- og kølehuse.
Det rensede vand kan anvendes som teknisk vand, eksempelvis til power-to-X, hvilket reducerer behovet for grundvandsindvinding.
Samtidig udvikles et CO2-værktøj, der dokumenterer klimaeffekter gennem livscyklusvurderinger og fungerer som beslutningsstøtte for bæredygtige forretningsmodeller.
Effekten
Potentialet i et sådant produktionsanlæg er stort:
- Den cirkulære proces er CO2-besparende sammenlignet med gængs kemikalietung vandbehandling, og vil således kunne reducere de involveredes virksomheders klimaaftryk, og spare Hjørring Renseanlæg for at bruge kemikalier til at rense spildevandet
- Udnyttelse af overskudsvarme fra industrien i cirkulære processer bidrager til reduceret energiforbrug
- Det rensede spildevand bliver en ressource, der kan anvendes lokalt og reducerer behovet for grundvandsindvinding
- Metoden reducerer virksomhedernes samlede klimaaftryk og skaber samtidig nye forretningsmuligheder
Projektet bidrager dermed til at skabe rammer for bæredygtig erhvervsudvikling på Hirtshals Havn.
Derudover kan løsningen og det udviklede CO2-værktøj skaleres til andre havne og industriparker både i Danmark og i udlandet, hvilket bidrager til at positionere Hirtshals Havn og Nordjylland som foregangsregion inden for grøn omstilling og cirkulær økonomi.
Fakta
Startdato
Slutdato
Finansieret af CO2Vision 3.0
Budget
Totalbudget:
€1.078.519
Finansstøtte:
€636.761
Kontaktperson
Jonas Ilum Sørensen
Business Development Manager
Tlf: +45 45 35 90 40 09